Mere vedvarende geoenergi

COOLGEOHEAT II projektets formål er at øge produktionen af vedvarende geoenergi fra overfladenære jordlag til kollektiv varme- og køleforsyning af fremtidens grønne byer og landdistrikter.

Projektet har deltagere fra vidensinstitutioner, investeringsfonde og små og mellemstore virksomheder fra henholdsvis Danmark og Sverige.

Projektet er støttet af INTERREG-ÖKS og er et treårigt projekt, der varer fra april 2024 til marts 2027.

Projektet bygger på viden og erfaringer fra COOLGEOHEAT, som forløb i perioden 2021-2022.

Projektets aktiviteter

COOLGEOHEAT II vil bidrage med følgende:

  • Udarbejde en designvejledning til termonettets varmepumper
  • Lave et værktøj der kan forudsige varme- og kølebehovet i nye og eksisterende huse
  • Forbedre eksisterende modeller for ejerskab og drift af termonet
  • Give anbefalinger til nationale rammebetingelser for termonet
  • Undersøge mulighederne for optimering af eksisterende termonet med inddragelse af forskellige alternative energikilder
  • Videreformidle viden til kommuner og udvikling af summerschool for nationale og internationale studerende.

Fakta

Overfladenær geoenergi er vedvarende

Jorden rummer enorme energimængder, der dannes og vedligeholdes, når solens stråler og varme absorberes på jordoverfladen. Denne ressource kaldes for overfladenær geoenergi, og den er 100% vedvarende.

Udnyttelsen af den overfladenære geoenergi bruges også i jordvarmeanlæg, der traditionelt set forsyner individuelle husstande og bygninger ved at indvinde jordens energi med en varmepumpe.

Jorden er et stort batteri

Når en jordvarmepumpe forbruger en enhed elektricitet leverer den typisk 3-5 enheder varme, hvoraf størstedelen er vedvarende, fordi den indvindes fra jorden. Men jordvarme kan tænkes ind i en langt større sammenhæng - nemlig som et kollektivt forsyningskoncept med mange rørforbunde forbrugere, der i tillæg til varme, kan levere ekstremt energieffektiv køling, fordi jorden er kold året rundt.

Jorden er dermed også et stort batteri til lagring af varme og køl, der kan optage og afgive energi, når det er fordelagtigt i forhold til andre grønne og ofte fluktuerende energikilder såsom vindmøllestrøm og solenergi.

Kollektiv jordvarme med termonet

Kollektiv jordvarme spås en stor rolle i dekarboniseringen af fremtidens varme- og kølesektor, fordi det er muligt, ikke bare at reducere brugen af fossile brændsler, men også af den kontroversielle biomasse samt at effektivisere brugen af disse knappe ressourcer.

Forsyningskonceptet kendes som 5. generations district heating and cooling (5GDHC) også kaldet termonet. I termonet anvendes et forsyningsnetværk af uisolerede rør og jordvarmevekslere, der er placeret overfladenært i undergrunden. Tilkoblede forbrugere indvinder varme med varmepumper og frikøler direkte med jorden.

Mange fordele ved termonet

Fordelene ved termonet er mange i forhold til f.eks. individuelle luft-vand varmepumper.

Fordelene er blandt andet:

  • væsentligt højere virkningsgrad af jordvarmepumperne
  • bedre driftsøkonomi
  • muligheden for højeffektiv frikøling uden varmepumpe
  • lagring af energi fra stort set alle overskudsvarmekilder pga. jordens lave temperaturer.

Ydermere giver det mulighed for fælles og bæredygtige varme- og køleforsyninger i områder, som normalt ikke kan forbindes til de eksisterende fjernvarmenet pga. den geografiske afstand, som får omkostningerne til at overstige gevinsten for forbrugerne.

Størstedelen af energien produceres lokalt og dermed er termonet mindre følsom overfor eksterne volatile faktorer såsom import af træpiller og affaldsafbrænding.