Skrevet af Aksel Bang fra Region Midtjylland 

Tirsdag d. 2 November mødtes partnerne i coolgeoheat projektet på VIA University Colleges nye campus i Horsens til en fælles workshop omkring forretningsmodeller for termonet/5GDHC.

Formålet med workshoppen var, at klarlægge gangbare forretningsmodeller i henholdsvis Sverige og Danmark, og for at blive klogere på, hvordan business casen for termonet/5GDHC kan optimeres og sikre større udbredelse.

På dagen var der oplæg fra partnere omkring de eksisterende erfaringer og indfaldsvinkler til forretningsmodeller. Dertil gav Ulrik Jørgensen, Ph.d. og ekspert i energifællesskaber, et oplæg omkring energifællesskaber set i et dansk og europæisk perspektiv – både for nu og i fremtiden.  

Udover at blive inspireret af diverse oplæg, brugte partnerne ydermere tiden på at deltage i en workshop. Her skulle partnerne, med afsæt i business model canvas, bruge backcastning metoden, til at udvikle den ideelle fremtidssikrede forretningsmodel for termonet/5GDHC. Igennem workshoppen skulle partnerne udarbejde en ideel forretningsmodel, som skal sikre, at forbrugerøkonomien er attraktiv i tillæg til den merværdi, der allerede opnås ved termonet/5GDHC, såsom; kollektiv grøn energi, passiv køling og forbedret termisk komfort, høj effektivitet, sæsonvarmelagring og lave driftsomkostninger.

Den økonomisk konkurrencedygtighed er, til trods for alle de grønne fordele og ekstra muligheder, afgørende for at sikre, at termonet/5GDHC udbredes yderligere efter projektets afslutning, således at produktionen af vedvarende geoenergi med termonet/5GDHC øges mest muligt.